lokalforening til
fremme af kulturinteresser i Skallebølle
Udskriv denne side

Nøjsomheds historie

 

Forsamlingshuset Nøjsomhed ses til venstre billedet tæt på det sted hvor Magtenbøllevej er i dag.

Forsamlingshuset Nøjsomhed blev bygget i år 1900. Det var private andelshavere fra egnen, der stod sammen om opførelsen. Her afholdtes bankospil, dilettant, juletræs-, fastelavns- og høstfester. Skytterne brugte salen som træningslokale. Så blev der afholdt et utal af baller.

I 1966 blev huset revet ned p.g.a. vejomlægning. Andelshaverne fik en sum udbetalt sammen med en ny byggegrund i Skallebølle. Tiden var dog ikke til at bygge festlokaler, så pengene blev stående på bogen.

I 1984 blev andelsselskabet ophævet, hvorefter Skallebølle Sports og Kulturhus blev dannet. Nu blev der tegnet anparter af interesserede borgere. Der blev oprettet en byggefond, da alle gerne ville have bygget en hal i Skallebølle. Der har været mange møder og ideer, blevet tegnet og diskuteret igennem årene. En hal kom der dog aldrig. I stedet for blev der brugt penge på et nyt klublokale og nyt køkken i skolens kælder.

I dag afholder Kulturforeningen Nøjsomhed ca. 10 arrangementer om året.

Skrevet af Kirsten Iversen 

 

Nedenstående er en artikel i AARUP & OMEGNS FOLKEBLAD tirsdag, den 13. maj 2008

Lokalhistorie ved John Jakobsen

Skallebølles Forsamlingshus hed Nøjsomhed

I året 1900 blev der opført et forsamlingshus ved ho­vedvejen tæt på Skallebølle i nærheden af den gamle vej til Magtenbølle. Huset fik navnet Nøjsomhed, og det blev samlingssted for mange lokale aktiviteter så som gymnastik, folkedans, foredrag, dilettant, jule­træsfester, fastelavnsfester, høstgilder, andespil, private fester og meget andet.

Men i 1966 kom der fra amtet en henvendelse til bestyrelsen om, at der var planer om en ændring af hovedvejen og flytning af Magtenbøllevejs udmun­ding på Odensevej. Forsamlingshuset lå i vejen og skulle nedrives. På samme tid havde bestyrel­sen planer om ombygning og renovering af huset, men amtets planer stop­pede disse planer, og på en generalforsamling blev det vedtaget at sælge huset til amtet for 125.000 kr. Efterfølgende gik bestyrel­sen i gang med at planlægge et nyt forsamlingshus. Der blev lavet beregninger, og på endnu en generalfor­samling blev der fremlagt en pris på 280.000 kr. for et nyt hus. Ved en afstemning gik 22 ind for forslaget og 25 gik imod. Derefter blev der stemt om en likvide­ring, hvad 27 stemte ja til og 20 gik imod. På endnu en generalforsamling blev resultatet, at der skulle indhentes nye tilbud på et hus og findes en bygge­grund. I foråret 1967 blev der fremlagt tegninger og økonomi for andelshaverne, hvoraf et flertal sagde ja til planerne. Foreningens ak­tiviteter fortsatte med brug af Skalbjerg Kro til banko­spil, juletræsfest for børn i Andebølle Forsamlingshus, hvor der også blev holdt høstfest. Årene 1968-69 var præget af papirarbejde, ansøgninger og planer om sammenlægning med Andebølle Forsamlingshus. En afholdt licitation blev i mellemtiden forældet, og ved nye beregninger i 1969 var udgifterne forøget så meget, at det på en geralforsamling i marts 1970 blev vedtaget at droppe byggeriet. Foreningen fortsatte dog med sædvanlige arrangementer, hvor især "suppefesterne" var meget populære. I 1973 blev der drøftet et samarbejde med Skyttecentrets selskabs­lokaler, hvad der ikke lykkedes. I 1977 kom et forslag om samarbejde med Sportsklubben om en pavil­lon, der kunne bruges til forsamlingslokale. Resulta­tet blev en pavillon anbragt på den grund, som forenin­gen ejede ved skolen. I 1978 fremkom planer om en idrætshal i et samarbejde mellem de to foreninger. Da der ikke var opbakning fra kommunalbestyrelsen, blev det ikke gennemført.

I 1984 blev der dannet en fælles forening med navnet SkalIebølle Sports- og Kulturhus, hvis formål var at oprette og forestå driften af et sports- og kulturhus i Skallebølle. Gennem sam­arbejde med kommunen blev dette delvis gennem­ført ved ombygningen af SkalIebølle Skole, hvor der blev indrettet klublokale og køkken i skolens kælder med indgang fra området ved sportspladsen. Til dette blev en del af erstatnin­gen for forsamlingshuset Nøjsomhed anvendt, mens resten indgik i en pulje, som i dag bestyres af Kul­turforeningen Nøjsomhed, der afholder kulturelle arrangementer.


Tidligere side: Vedtægter
Næste side: Festlokale